Public Project
Survival through Skateboarding
Skateboardhjul bliver smidt mod asfalten. Lyden drukner i Nairobis myldretidstrafk, hvor kernen af Kenyas skateboardmiljø er på vej ud og udforske natten. Destinationen er parkeringspladsen mellem de høje kontorbygninger ved Aga Khan Walk, der også fungerer som soveplads for flere af skaterne. Ezra Nyanguesa på 11 år, også kendt som Balo, er en af dem.
Balo har været hjemløs i tre år. En februarmorgen forlod hans mor ham og hans 15 år gamle storesøster i Kitaleslummen. Da de ringede til deres mor, var hun i Mombasa, 500 kilometer væk.
”Jeg har ikke penge til at forsørge jer”, fortalte hun. ”Nu må I klare jer selv.”
Balo og søsteren fandt lidt penge i huset. Deres far var gået bort i 2013, og nu måtte de efter kort tid flytte fra lejligheden. De kunne ikke betale husleje. Søsteren kunne heller ikke tage sig af Balo, der som 8-årig med et var overladt til sig selv.
På gaden fandt han Mwangi. Den fire år ældre gadedreng, der med sin omsorg og erfaring fra gaden hurtigt blev som en storebror til Balo. Mwangi viste også Balo sit skateboard, der hurtigt blev et middel til overlevelse for de to.
Nu, tre år senere, er Balo et af Kenyas største skateboardtalenter. ”Når jeg skater, har jeg det godt. Jeg glemmer, jeg er sulten og hjemløs.” Balo fatter sig modent på engelsk i korte, velovervejede sætninger. Han kigger ud i det fjerne og siger stille: ”At skate er det eneste, jeg drømmer om. Og så at gå i skole og have et hjem - som en helt almindelig dreng gør det.”
Tilbage på vejen mod Aga Khan Walk er drengene stået af deres boards. I Central Business District, der i dagtimerne vrimler med jakkesæt, tager Balo en mønt ud af lommen og giver til en blind tigger. ”Gud velsigne dig mit barn,” svarer han. Trafkkens dvælen og hornrytmer gennemtrænger natten. Gruppen af 5-6 skaterdrenge hopper på brættet igen.
Mindst 20 skatere og deres venner er samlet her, hvor bilerne normalt fylder pladsen. Balo står blandt sine venner og kigger. En dreng ved siden af ham står med blanke øjne og en colafaske i munden og inhalerer dampene, fra den lim der fylder faskens bund. Balos øjne følger kun boards'ne, der suser rundt. Så tager han selv en tur. Det er en typisk aften for børnene på gaden.
”På gaden har man ikke mange valg. De feste sniffer lim eller stjæler. Så er der os, der skater. Når man skater, skal man være frisk. Jeg vil ikke stjæle og sniffe. Bare skate,” siger Balo.
Han har ikke sit eget skateboard. Det blev stjålet for over et år siden. Nu klarer han sig ved at låne af de ældre drenge, der også hjælper ham med mad og tøj. Faktisk ejer han næsten ingenting, for i hullet hvor de sover på parkeringspladsen, bliver børnene ofte bestjålet eller vækket om natten af vagter, der truer med vold eller en tur i fængsel. Børnene må ikke være der.
På Aga Khan Walk er der nu ved 22-tiden kun tre børn tilbage der deler et skateboard. Resten af gruppen er taget hjem til deres familier og deres senge. Balo, Mwangi og deres to venner slår en hullet presenning til side mellem to træer, hvor der nu viser sig et hul på et par meter isoleret med papkasser og sten. Et par sko, en hat og et tæppe ligger derinde.
Om et øjeblik ligger også fire sovende drenge gemt derinde mellem pap og presenning.
3,116
